- - Abildå - - i det centrale Midt- og Vestjylland - -

  

Mindesten ved Abildå Forsamlingshus.

l 1998 kunne beboerne i Abildå fejre, at det var 150 år siden, at de første pionerer slog sig ned i området, der på det tidspunkt benævntes Fjaldene. Ved jubilæumsfesten, hvori kulturministeren deltog, blev der afsløret en mindesten for den første beboer, Søren „Fjalde" Poulsen. Stenens udsmykning er indhugget af Peder Mosekjær, Abildå. Han er oldebarn af Søren „Fjalde".

Stenen er fundet på ejendommen, hvor Søren „Fjalde" i sin tid slog sig ned. l stenen er indhugget symboler på Abildås tidligere hovederhverv, nemlig landbrug og brunkulsbrydning. Rundt om stenen er der lagt marksten, som børn fra Abildå har samlet. Det er berettet fra en efterkommer, at Søren „Fjalde" Poulsen, der var indkaldt til krigstjeneste i 1848, lige netop nåede hjem til juleaften, men kun fordi hans kone havde sat tre tændte tællelys i vinduet.

Kolonister i Fjaldene. Abildå

Fjaldene

Søren Poulsen fra Vildkilde i Vind og hustruen Dorthe Jacobsdatter fra Viholm i Vind, var de første der købte et jordlod af Peder Pøhl i Nørre Omme for 300 Rd og bosatte sig i Fjaldene i 1848 med en ko og en søn der hed Poul Budal. I Dorthes hjem i Vind blev der smedet våben, da man forventede krig. Forældrene hed Jacob Pedersen og Inger Lauritsdatter. Deres søn Peder Jacobsen gift med Else Pedersdatter overtog Viholm, men flyttede senere til Blåkjær i Vind. Fjaldene var et stort ufremkommeligt hedeområde i den østlige del af Nørre Omme sogn, det havde ligget ubeboet hen siden istiden og var et eldorado for tatere og rakkerfolk. I 1652 udbrød der ild i heden ved Vorgod, som brændte at bredt bælte hen over Fjaldene til Vinding og det varede i 10 uger. Søren (Poulsen) Fjalde plukkede lyng til taget på det nye hus, bjergede selv ler på deres jord til væggene. Tømmeret hentede han i købstaden. Midt under arbejdet med at sætte bindingsværket på plads, kom der bud efter Søren, at krigen var begyndt og han skulle med. Dorthe stod nu ængstelig tilbage med et halfvfærdigt hus og et lille barn. Hun tog “skæbnen ved sin kværk” og æltede leret færdig. Allerede den 26 august blev der imidlertid våbenstilstand og de gifte soldater blev sendt hjem. Søren kom hjem og fik huset bygget færdig. De næste 2 år måtte han atter afsted. Dorthe fødte sit andet barn den 19 august 1850. Naboen Peder Pøhls hustru sørgede for at hun ingen nød led under mandens fravær. Barnet blev døbt Peder Pøhl og han blev 98 år. Han var murer, tømrer, snedker og spillemand. (Spillede til Fjaldenes 100 års fest i 1948 , kort før han døde). Først da Peder Pøhl fyldte 5 år, kom der flere beboere til området, P. Chr. Pedersen, Jens Tiphede, Kræ Tjagvad og Jacob Henrik Kæseler fra Tyskland. Kæseler bosatte sig der, hvor jorden i dag er blevet opgravet af brunkulsarbejderne. Området Øster Fjald kaldtes sognets Sibirien. I 1869 blev der fundet et sted børnene kunne gå i skole, da der nu efterhånden var en del børn i området. Peder Pøhl gik i skole ved Falkensgaard og til præst hos Bergenshammer. Efter sit 14 år blev han forfremmet fra fårehyrde til røgter på Omgård. Peder P. tjente i Lille Sandbæk i Brejning, i Barde, hvor han hos Rudolf Poulsen lærte murer og tømmerhåndværket, i Vind lærte han at spille violin hos Jeppe Vestergaard. Var soldat i 1873. Derefter med til at opføre Hodsager kirke. I 1899 rejste han til Norge for at opføre teglovne. Peder blev gift med Johanne fra Aamosegaard i Hodsager. De bosatte sig i Feldborg og fik 9 børn. Kirstine, Dorthea, Nielsine, Kirsten, Sørine, Anna, Niels, Klara, og Søren Pøhl, der blev vognmand i Feldborg. Peder Pøhl havde værksted i Feldborg, som 84 årig lavede han 8 kommoder og 2 radioskabe. Huset Søren og Dorthe boede i i Fjaldene, var 6 fag lang og 8 fag vid, og det lignede nøjagtig en høstak. Der var 1 stue med 2 indmurede alkovesenge med god plads til børnene. I stuen var en dragkiste og en almindelig kiste med buet låg, et bord og en bænk og Dorthes vævestol med trendeværk. Varmen kom fra en bilæggerovn. I køkkenet et ildsted under åben skorsten. den ene fag i huset var indrettet til husdyrene. Dorthe vævede meget, men blev en gigtplaget stakkel de sidste leveår og måtte opgive at væve mere, det foregik i lyset fra en tælleprås. De tjente penge ved at lave limer. Revlingeris blev snoet til reb i sime eller i limer. De kunne sælge ubegrænsede mængder af dem i Holstebro og Ringkøbing. Også lyng blev plukket og bandtes i traver og solgt til bagerne i købstaden. Fårene som levede af føde i heden, tjente de penge på, ved at sælge lammene, og ulden fra fårene blev brugt til garn. Søren og Dorthe fik yderligere børnene: Jacob som rejste til New Zeeland, Marinus der kom til Barde og Ingerinus, der overtog hjemmet efter forældrene. Et vers man ofte fremsagde i hjemmet var: Bed o Jesus, bed for mig bed mig ind i Himmerig. Der at leve der at bo i en evig fred og ro. Lad mig altid elske dig, du, som beder godt for mig. Gud vær min ven. Gud hør min bøn, og det for Jesu skyld. Amen. Der var mange gyvel (gejl) i området og der siges at være guld under gyvel, det vil sige jorden er god og giver en god afgrøde. I 1890 var der ca 20 små landbrug i æ Fjald. Dorthe døde i 1881 som 63 årig. Kræ Tjagvad mistede livet i krigen, da han blev skudt. Hans enke Mariane giftede sig med en mand der hed Kristian, han omkom dog kort efter i en mergelgrav, der skred sammen om ham. Derefter giftede Mariane sig med Søren Fjalde (Poulsen) der i melletiden var blevet enkemand. Så Peder Pøhl fik Mariane til stedmor. Søren Fjalde døde 1915 som 91 årig.

 kilde: https://www.herninghistorie.dk/kolonister-i-fjaldene-abildaa/

 

Sang skrevet af Ingrid Kirk, Grønbjerg,- Født i Abildå d. 16-4-1935

I anledning af jubilæum i 1998

Mel: hvor smiler fager - -

Med friske kræfter og mod de kom

det unge par, slog sig ned herude,

hvor øde vidder sås viden om,

den nye tid for en egn bebude.

Halvandet sekel der siden gik

og på æ Fjald kom med tiden skik.

 

Her blev opdyrket, - her fødtes børn,

snart var de flere, for der kom andre,

som også voved ` at ta` en tørn-

de ødelandet til mark forvandle.

De fandt ej rigdom- ej heller guld.

Men under lyngen den gode muld.

 

Årtier gik, og en egn man så,

hvor hjem på hjem lagdes sid’ om side, -

hvad man har drømt, kan vi gætte på,

men et vi ved, man har måttet slide.

En mindesten skal for altid stå

for pionerer i Abildå!

 

Og her kom skole og mejeri,

her kom butikker og håndværksmestre.

Forsamlingshus, man ku` træffes i

til dilettant, møde eller fester.

Isbod og skomager med sin læst, -

og smedie – viden om allerbedst.-

 

Foreningslivet stortrives her,

og idræt dyrkes af ung og gammel.

Hvem mindes, når vi tilbage ser,

ej idrætskampe og sejersskammel!

Nu træner man gymnastik som få,

for der er liv her i Abildå.

 

Og marker bugner af korn og græs –

opdelt af læhegn-, hvor kønt i grunden,

en jord så givtig, at læs på læs

bli´r kørt i laderne hjem af bonden.

Et kendetegn er for Abildå

at ven- og naboskab skønnes på!

 

I tred`ve år blev her gravet kul-

ved flittig indsats af mange hænder.

Ej efterladt blev blot hul ved hul,

men smukt naturen tilbage vender.

Hvad her blev jævnet og plantet til

om ”storhedstiden” os minde vil.

 

Skal trivsel fortsætte på vor egn,

og skal her stadig bli` godt at være,

må alle yde `sit hen ad vej`n –

må åg og byrder man sammen bære.

Gå-på-mod kommer fra hver en kant,

for nog`n kan noget- og andre and`t!

 

Alvorligt taler ved alfarvej

nu stenen,- netop ved Gejlbjerg fundet,

fortæller om dem til dig og mig,

-om pionerer, - En kamp er vundet!

De, som har høsted` de første strå,

de lagde grunden til Abildå.

 

Af ødeland skabtes Abildå,-

I Fjaldene lå der muligheder.

Den arv, vi fik at ta´ vare på,

på pionererne tanken leder.

Må slægter følge, hvor slægter gå!

Må solen skinne på Abildå!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Dronningens eg bliver plantet i Abildå (ved forsamlingshuset)

Da Dronning Margrethe den 16 april 1990 fyldte 50 år

indbød "Plant et træ" samtlige kommuner til at plante Dronning Margrethes Eg.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Genforeningsstenen ved Aabjerg

Herning Folkeblad skrev :

Soldat får mindet frisket op

Asger Aabjerg Andersens farfar overtog den gård, hvor Christen - eller bare Kræ - Tjagvad boede, da han døde i en krig. Vigtigt at få minder genopfrisket

ABILDÅ Mindesten er der mange af rundtomkring. Rejst for en befrielse, for en genforening eller for soldater, der døde i ældre eller nyere tid.

I Abildå har der i mange år været en mindesten for en særlig person, som døde i krigen i 1864. Det har længe været vanskeligt at finde eller se stenen, men nu har et samarbejde mellem flere generationer betydet, at stenen igen er kommet til syne.

- Jeg tror, det er min bedstefar, der har sørget for, at stenen blev sat. Fra 1896 til 1927 ejede han ejendommen, hvor Kræ Tjagvad boede, da han døde i 1864, så det vil være helt usandsynligt, at han ikke har haft en finger med i spillet, da stenen er blevet rejst i forbindelse med Genforeningen i 1920, fortæller Asger Aabjerg Andersen.

Husker stenen

Det er mange år siden, og tiden har haft gnavet i stenen, og buskadset er vokset vildt i en grad, så stenen var skjult og budskabet fuldstændig usynligt.

- Jeg kan huske, at det var en ru sten, og så stod skriften med sorte bogstaver, fortæller Asger Aabjerg Andersen.

- Det er et stykke historie, som mange ikke har tænkt på, påpeger han.

Også Laurits Mosegaard mener, at det er vigtigt at gøre opmærksom på lokalhistorien og holde den levende.

- Det er mange år siden, at man har kunnet læse, hvad der stod på stenen, men vi har altid fået at vide, at det var en genforeningssten, siger Laurits Mosegaard.

Forsiden slebet

De lokalhistorisk interesserede Kaj Erling Pedersen og Laurits Mosegaard kom på et tidspunkt sporet af stenen, og de besluttede sig for at give den en omgang.

- Ved at stenens forside blev slebet, kunne det lade sig gøre at male på den igen, fortæller Kaj Erling Pedersen, som er bestyrelsesmedlem i Lokalhistorisk Arkiv.

Laurits Mosegaard og Kaj Erling Pedersen spurgte Mette Aabjerg Sejbjerg, som er Asger Aabjerg Andersens datter, om hun ikke ville male stenen op.

- Jeg boede over for den sten, da jeg var barn, og jeg har jo leget rundt på den. men jeg ville ikke påtage mig at male den, siger Mette Aabjerg Sejbjerg, som nu bor kun et hus længere væk fra stenen.

Hun overlod i stedet malerarbejdet til sin datter, Michelle Aabjerg Sejbjerg, som indirekte også har lidt med mandens minde at gøre.

- Hun var lidt kæreste med Kræ Tjagvads tip-tip-tip-oldebarn, da hun gik på efterskole, fortæller Mette Aabjerg Sejbjerg.

Michelle Aabjerg Sejbjerg anede ikke, at der lå en sten det sted.

- Og hvis nogen for et halvt år siden havde spurgt mig om Genforeningen, havde jeg ikke vidst meget om den, siger Michelle Aabjerg Sejbjerg ærligt.

- Men det, som han (Kræ Tjagvad, red.) kæmpede for, var noget værd, fordi Danmark endte med at blive genforenet, tilføjer hun.

Historien skal frem

Kaj Erling Pedersen supplerer:

- Det er vigtigt, at historien kommer op til overfladen en gang imellem. Ellers bliver den jo glemt, siger han.

Laurits Mosegaard har også tænkt sig, at genforeningsstenen skal registreres et sted.

Der er én anden mindesten i Abildå. Det er jubilæumsstenen ved Abildå Forsamlingshus, der blev sat i anledning af 150-året for de første beboere i Abildå.

- De kom hertil i 1848, og vi var nogle, der kunne huske jubilæet 100 år efter. Derfor syntes vi også, at der skulle rejses en sten i anledning af 150-året, siger Laurits Mosegaard.

Til venstre far og datter: Asger Aabjerg Andersen og Mette Aabjerg Sejbjerg. Formentlig var det Asger Aabjerg Andersens farfar, der satte den sten over Kræ Tjagvad, der nu er blevet restaureret. Mette Aabjerg Sejbjerg takkede nej til at male stenen op, men hun overtalte sin datter. Kaj Erling Pedersen og Laurits Mosegaard (t.h.) har stået for at rydde og slibe. Foto: Flemming Hansen